Biografiarbejde - selvudvikling gennem din biografi

- artikel af Heidi Hansen

 

Din biografi indeholder nøglen til at forstå dine livstemaer og så du som voksen kan frigøre dig fra fortiden

 

Menneskets celler udskiftes alle sammen over en periode på cirka syv år. Det betyder, at et menneske principielt set kan forvandle sig til et helt nyt menneske i løbet af syv år.  Det fænomen har givet inspirationen til at forstå menneskets udvikling i perioder af syv år, som udgør en fælles udviklingspuls eller rytme i menneskehedens jordiske liv.

 

Rudolf Steiner har beskrevet den almene udvikling, som mennesket har mulighed for i de forskellige syvårsperioder. Det er efter hans død blevet udviklet til en egentlig metode, som kaldes biografiarbejde og bruges til samtaleterapi og personlig udvikling.

Biografiarbejde

På den ene side er mennesket stillet ind i en almen udviklingsstrøm, som i store træk er ens for alle. Og på den anden side vi oplever en individuel impuls i form af karma. De første 21 år er primært en gentagelse af alle tidligere inkarnationer, hvor allerede opnåede erfaringer skal vækkes. Samtidig lever vi med forældrenes opdragelse og impulserne fra det omgivende miljø, som kan sætte sig spor i følelseslivet.

Omkring 21-års alderen står vi med samme bagage af oplevelser, følelser og erfaringer, som sidst vi forlod denne verden. Samt virkningen forældrenes opdragelse i dette liv. Disse oplevelser, følelser og erfaringer sætter i store træk scenen for de temaer, som vi står over for resten af tilværelsen.

Kimen til at forstå, hvad ens livstemaer handler om, ligger således i at iagttage de første 21 år af ens tilværelse. Herfra kan man som voksen gå i gang med et erkendelsesarbejde for at få en frihed fra disse temaer, så man ikke bruger alt sit krudt på at leve i fortidens følelser. Det bruger man så de næste 21 år på. Ideelt står man som 42 årig med en ny forståelse af de første 21 år, og er klar til at påbegynde en mere fri tilværelse. Det er essensen i biografiarbejde.

0-7 år: Påvirkning fra det som arves fra slægten

Ved fødslen får mennesket et legeme, som er formet ud fra forældrene og slægtens kendetegn. Organerne kan bære sygdomstendenser eller kendetegn som bevirker, at vi får særlige muligheder eller udfordringer. I de første syv år foregår der en kamp mellem barnet individualitet og slægtens æterstrøm i organerne. Kampen handler om hvem der skal herske over og præge sit væsen ind i det fysiske legeme. Om det skal være barnets individualitet, eller om det skal være slægtens kendetegn. Denne kamp foregår naturligvis på et underbevidst plan.

Det betyder, at der i mennesket kan opstå en indre konflikt som handler om, at man står med en krop, som ikke helt passer til ens karma. Fx kan det fysiske legeme være for svagt eller have for lidt kraft til at gennemleve det, som er nødvendigt for at opnå de karmiske erfaringer i dette liv.

En anden virkning af det arvelige opstår fordi principperne om arv virker på det fysiske plan, hvor principperne om tid og rum gælder. Vi kommer til at gentage forældrenes fysiske levnedsløb, fx ved at påtage os samme erhverv, bo i samme område, få samme antal børn, blive gift og evt. skilt i samme alder etc.

De fleste af os formår ikke at overvinde virkningen af det arvelige, men kommer til at ligne vores slægt eller gentage vores forældre. Vores individualitet er endnu ikke stærk nok til at præge sig helt ind i det fysiske legeme. Så må vi i stedet arbejde med at individualisere gentagelsen. Hvis man fx har det samme erhverv som en forælder, så kan man øve sig i at virke i dette erhverv på sin egen måde, med egne værdier og moralsk tilskyndelse.

7-14 år: Miljø og vaner - virkningen af opdragelsen

I perioden 7-14 år stiller vi os ind i det almene og det som lever i miljøet omkring os gennem æterlegemet. Det er i denne alder, at vi gennem skolegang, leg med kammeraterne, og fritidsinteresser bliver ”socialiseret” i forhold til at tackle verden. Og særligt ”hvordan vi gør” hos os, og ”hvordan vi ikke gør”.

Hos barnet bliver det til antagelser om det gode og det onde, hvad der er acceptabel adfærd, og hvad der ikke er i orden. Vi lærer her at stille os ind i vores familie og få øje på, hvad der er særligt hos os, og hvordan andre familier gør noget andet.

Den æteriske opdragelse virker primært fra et underbevidst plan. Det betyder, at vi lever efter vores opdragelse uden at undre os, og tager afstand fra andre måder. Hvad vi har mødt i verden og gjort til vores erfaring, opfatter vi som normalt.

Den æteriske opdragelse har selvfølgelig en mission; nemlig at tilbyde en opdragelse på et tidspunkt, hvor barnet ikke kan forme sig selv, men må formes ude fra af andre.

Om individet eller den æteriske opdragelse har vundet ses ud fra, om vi som voksne lever ud fra egne valg, eller om familiens livsstil, vaner og måder at tackle verden på stadig lever i os. Det kan ses ved fx fejring af familiehøjtider eller forestillinger om den lykkelige familie. Og af vores reaktioner på hvornår noget er pinligt, om det er tilladt at sige nej tak til en indbydelse, eller hvordan man tackler alvorlig sygdom.

Når man ønsker at forvandle sin opdragelse, er man nødt til at gå på opdagelse og få øje på, hvad der egentligt foregår i familien, og hvor man selv gentager de samme mønstre. Fx kan man arbejde med at bevidstgøre indgroede vaner, som er arvet fra forældrene, og prøve at indføre nye vaner efter eget valg.

14-21: Individualisering - frigørelse

Med kønsmodningen indtræder der igen noget nyt i mennesket, nemlig et langt mere nuanceret indre følelsesliv og et sanseligt begær efter fx oplevelser og sex.

Begæret vækkes af astrallegemet, som vækker vores lidenskaber, hvor vi mærker en tydelig sympati (hen i mod) og antipati (væk fra). Da det unge menneske står helt uden erfaring, virker sympatien og antipatien helt uden modstand. Alle holdninger og beslutninger dannes i denne periode ud fra lyst eller ulyst, og ud fra trangen til at ville noget, eller trangen til absolut ikke at ville noget.

Sympatien får os til at knytte nye venskaber, afprøve nye livsstile og stille os ind i tidens ungdomskultur. Antipatien får os til at vende os mod forældrenes pinlige opførsel og påklædning. Det er alt sammen en slags prøvetid, hvor man prøver forskellige veje af, for så til sidst at forme sin egen vej. Senere kan man så arbejde med at træffe sine beslutninger ud fra et mere nuanceret grundlag i takt med at man opdager, at der ofte er flere synsvinkler end blot ja eller nej.

Forældrene har indtil nu virket ind både via arvematerialet i den fysiske krop og via opdragelsen. Så der skal stærke kræfter til at få skabt et eget rum. Her giver vreden teenageren mulighed for at skubbe forældrene til side og erobre et rum til sit eget liv. Vreden er således en meget væsentlig del af at vi frigør os fra vores familie og selvstændiggør os. Vreden er i det hele taget nødvendig for at vi kan få en tydelig afgrænsning af os selv i forhold til andre, fx at sige nej og sige fra.

Et sidste væsentligt element er at vi som unge lærer at gøre pligten og at udsætte egne egoistiske behov. Et voksenliv er fyldt med pligter, som desværre ikke forsvinder, uagtet at de er kedelige og gentager sig hver dag i en uendelighed. Mange processer i livet kræver, at man kan fokusere og tilsidesætte længslen efter at slænge sig på sofaen. Voksenlivet bliver langt lettere, når man kan overvinde sin egoisme og få gjort det, som hører livet til, uden at klynke.

Om individualiseringen er lykkes kan blandt andet ses af om man stadig er afhængig af forældrene, om man træffer sine beslutninger ud fra en dom eller ser mere nuanceret på verden, og om man stadig bliver vred, når man føler sig invaderet af andre.

Gentagelser

Hvis man nu ikke har nået at overvinde virkningen af sin barndom endnu, så er det glædelige budskab, at det aldrig er for sent. Æterlegemet indeholder et princip som gør, at alting gentager sig i én uendelighed, som fx årstider, døgnrytme og livsrytmer. Således sker der i hvert menneske en gentagelse af alle de temaer, som er foregået de første 21 år, og af de almene temaer som knytter sig til syvårsperioderne.

Mennesket er først voksent, når jeget endelig finder sin plads i det jordiske legeme omkring 21 års alderen. Først her kan man tillægges et voksent menneskes dømmekraft og moral. Nu har man som voksent individ gentage barndommens oplevelser og følelser, men tackle dem på en ny måde. Perioden fra 21 til 42 år er altså en slags prøvelsestid, hvor vi bliver udfordret på om vores verdensbillede holder, om vores værdier står distancen, og hvor meget vi alligevel ligner vores forældre. Jegets arbejde i mennesket bevirker samtidig, at vi udvikler højere sjæleled, som støtter erkendelsesarbejdet.

I perioden fra 42-63 år er det muligt for mennesket at fortsætte med at udvikle nogle mere åndelige sider, og hvis man ikke her har frigjort sig fra opvæksten er der igen mulighed for at gentage de samme følelser. I perioden fra 63-72 år tager vi den helt store gentagelse, hvor hver syvårsperiode gentages på et år. Først herefter stopper gentagelserne og mennesket står resten af livet helt frit.

At mange i dag bliver ældre end 72 år giver altså mulighed for, at man i længere tid kan bringe sine erkendelser i spil i en jordisk tilværelse til gavn for menneskeheden.

 

Artiklen har været offentliggjort i magasinet Liv & Sjæl maj 2011 (www.livogsjael.com). 

 Læs flere atikler på www.helsepraksis.dk.

 

Litteratur hvis du vil læse videre (fås på biblioteket):

Livskriser – livschancer, menneskets udvikling mellem barndom og alderdom, Bernard Lievegoed, Forlaget Engelbrecht 1995, ISBN 87-985196-0-3.

Biografiarbejde – livsrådgivning, Mathias Wais, Forlaget Jupiter 1997, ISBN 87-88124-89-4.

Biografi – veje til personlig udvikling, Bent Engelbrecht, Forlaget Ankerhus 2000, ISBN 87-89303-14-4

 

 


af Heidi Hansen         http://www.helsepraksis.dk
Copyright 2003-2019: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.