Om at lære at tage ansvaret for sit liv eller om hvordan sygdom kan åbne øjnene for det meningsfyldte liv.

- artikel af Lars Echardt Petersen

mening-med-livet-billede.jpg

I marts 2011 fyldte jeg 50 år. Jeg var på mange måder privilegeret med en dejlig familie, et dejligt hjem, fast job, godt helbred, rimelig god økonomi, skønne venner og tætte og nære relationer. Jeg burde jo være glad og tilfreds, hvilket jeg også tit fik fortalt mig selv, når tristheden og tomheden kom snigende, det forsvandt den bare desværre ikke af. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg ikke var rigtig glad for mit liv, og jeg var ærlig talt heller ikke meget for at indrømme, at det forholdt sig sådan. Jeg var for længst kommet over det med, at jeg sikkert ville blive lykkelig, hvis bare jeg fik en ny mand, en ny bolig, et nyt job eller vandt et par millioner i lotto. På den måde så kunne jeg ikke engang drømme mig til et gladere liv, men sad ligesom fast i en ond cirkel.

I maj måned fik jeg foretaget en mamma-screening, et tilbud til kvinder der er fyldt 50, som jeg tænkte, det må jeg nok hellere tage imod, når Sundhedsstyrelsen synes, det er så vigtigt. Efter kort tid blev jeg indkaldt til ny undersøgelse, hvor jeg skulle have det ene bryst ultralydscannet.
I perioden indtil ultralydscanningen nåede mange tanker at flyve rundt i mit hoved. Tænk nu hvis jeg har brystkræft? Tænk hvis jeg skal have brystet fjernet? Tænk hvis det ikke kan helbredes? Tænk hvis jeg skal dø nu? Store spørgsmål. Jeg fik foretaget ultralydscanningen og fik at vide, at alt var normalt og som det skulle være. På vej hjem i bilen græd jeg af lettelse. Og så lovede jeg mig selv, at jeg ville begynde at leve mit liv på en mere meningsfyldt måde. Tanken om at dø var ikke så skræmmende for mig, det der var skræmmende, var at indse at jeg sløsede med mit liv og ikke levede det fuldt ud.
Om sommeren fik jeg blærebetændelse for første gang i mit liv. Jeg tog til læge for at få noget antibiotika, så det kunne forsvinde i en fart igen. Jeg kom ind til en ny læge, en sød og klog dame, som ikke bare gav mig antibiotika uden videre. Hun ville have mig til nye undersøgelser og tage blodprøver, for som hun sagde: ”Når aldrig du har haft blærebetændelse før, så kan det være et symptom på, der er noget andet i vejen, og det skal vi lige finde ud af, hvad er”.
I september fik jeg konstateret type 2 diabetes. Og fra den dag, der foretog jeg en livstilsændring. Mindre fedt i kosten, meget mindre sukkerindtag og regelmæssig motion, som resulterede i et tiltrængt vægttab, som viste sig at være rigtig godt for blodsukkerbalancen. Der blev flere gange snakket om, at jeg sagtens kunne få noget medicin for det, som ville kunne regulere det. Men der var noget i mig, der nægtede at ta’ den nemme løsning. Jeg ville først se, om jeg ikke selv kunne regulere det ved en ændret levevis, og det viste sig, at det kunne jeg. Det dejlige er, at en livstilsændring på mange måder fører så meget andet positivt med sig. Men nogen gange skal man se skriften på væggen, før man magter at gøre noget ved det.
Den søde og kloge læge syntes også, at jeg skulle have min hals undersøgt, da hun kunne se jeg havde struma. Jeg havde fået den undersøgt nogle år tilbage, og der var der ikke noget alvorligt galt, så jeg syntes ikke rigtig, det var nødvendigt. I min familie har vi lært at klare os selv og ikke ligge andre heller ikke sundhedsvæsenet unødig til last. Men lægen insisterede på hendes rolige og professionelle måde, så det endte med jeg kom på sygehuset igen og fik skjoldbruskkirtlen undersøgt for kræft. Denne gang var jeg ikke særlig nervøs, jeg vidste indeni mig selv, at jeg ikke havde kræft. Det havde jeg heller ikke, men min struma var vokset, og jeg blev anbefalet jodbehandling. Det valgte jeg at tage imod. Så i november var jeg sygemeldt i 3 uger, hvor jeg fik 3 jodbehandlinger med maximal dosis.
På grund af strålerisiko overfor mine omgivelser skulle jeg være isoleret så meget som muligt. Så jeg flyttede ind på kvistværelset og var stort set kun sammen med min familie når vi spiste. 3 uger stort set ene med mig selv, mine tanker og følelser, det gjorde godt. Som at trække stikket ud og få et pusterum til at tænke og reflektere over tilværelsen og livet og en masse andre store spørgsmål.
Når tristheden og tomheden kom, så lod jeg det bare være der. Jeg skulle jo ikke på arbejde eller være social på nogen måde, så der var ligesom ikke rigtig noget formål med at tage min glade facade på. Desuden var jeg jo syg, så blev det lidt mere legalt at være ked af det. De ubehagelige følelser blev ikke længere skubbet væk, når de tittede frem, fra deres skjul og henvist til mere belejlige tidspunkter.
Jeg opdagede, at jo mere jeg accepterede de ubehagelige følelser og lod dem være, jo bedre fik jeg det. Det blev en ny vane for mig, faktisk så blev det endnu en livstilsændring, som jeg blev ved med at praktisere også efter jeg var raskmeldt.
Jeg tror på, der er en sammenhæng imellem det fysiske og det psykiske. Jeg spekulerede meget over, hvilke psykiske årsager, der kunne være til ubalancen i skjoldbruskkirtlen. Jeg tænkte, at det måtte handle om kommunikation, men jeg har jo altid været god til at formulere mig, så hvordan hang det så sammen?
I sommeren 2012 fandt jeg ud af, at når jeg sagde noget til andre, så var det først blevet vendt og drejet og vejet på en guldvægt og censureret inden det blev udtrykt. Jeg fik ikke rigtig sagt det, som jeg egentlig havde på hjerte. Jeg var skræmt fra vid og sans over, hvordan det ville blive modtaget, og hvordan andre ville reagere, hvis jeg bare udtrykte det, jeg havde på hjerte.
Det blev startskuddet til endnu en livstilsændring. Resten af 2012 brugte jeg på at øve mig i, dels at mærke efter, hvad der var vigtigt for mig at få sagt, dels at sige det og endelig at lære af de reaktioner, som jeg fik fra omverdenen.
Når man skal rette op på en ubalance, går man ofte fra et yderpunkt over i et andet. Jeg har sagt de underligste ting til andre, men for mig var det nødvendigt at gå helt over i den anden grøft og være der en rum tid, inden jeg fandt en naturlig balance i forhold til, hvad jeg siger til hvem og hvorfor.
Det har været vældig lærerigt og min skjoldbruskkirtel har i den grad profiteret af det. I januar i år var jeg til efterbehandlingstjek på sygehuset, og den var i den fineste form. Når jeg kigger mig selv i spejlet i dag, så er min struma pist forsvundet (det normale er en reducering på omkring 50%), så det synes jeg faktisk er ret flot.
Det var historien om, hvordan jeg lærte at kommunikere fra mit hjerte. Og at kommunikere med andres hjerter er noget af det mest meningsfyldte for mig, har jeg opdaget. Det beriger mit liv, det giver mig glæde og tilfredshed. Jeg har nu indfriet det løfte, jeg gav mig selv for snart to år siden.
Jeg er meget taknemmelig for de wake-up calls, jeg fik serveret, og jeg er taknemmelig over, at jeg har lært at være seriøs, grundig og omhyggelig med at leve mit liv. Livet er den største gave, du nogensinde får, og det er alt for kort og værdifuldt til at være sløset med.

Artikel af Lars Echardt PetersenNLP-KompetenceKommentar

 


af Lars Echardt Petersen         https://www.Hånden-på-hjertet.dk
Copyright 2003-2019: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.