Har du et nytårsforsæt eller et nytårsønske uden en plan?

- artikel af René Lillelund Vestergaard

Nu er det tid til nytårsforsæt, og det vrimler frem på de sociale medier med motivation og energi fra alle om, hvad året i 2017 skal bringe. Det er alt sammen rigtig dejligt, at vi kan hive os selv op i nakken, fordi et nyt år kommer. Men som mange opdager, tager vi jo os selv med i det nye år, på godt og ondt, og forandring kan være sværere end forventet. Så jeg vil anbefale, at du starter med at reflektere over dit sidste nytårsforsæt, for at lære dig selv bedre at kende inden der sættes nye mål. Stil dig selv spørgsmålene; hvordan gik det? Var det nemt? Var der udfordringer? Lykkedes det? Lykkedes det ikke? Hvad kunne du have gjort anderledes?

Der er forskel på, at lave et ønske og et nytårsforsæt, og eksempler som nedenstående er kun ønsker, og opnås højst sandsynlig ikke, da de ikke er konkrete og målbare:

– Jeg vil have en kæreste
– Jeg vil være lykkelig
– Jeg vil spise sundere
– Jeg vil have et nyt job
– Jeg vil finde nye venner
– Jeg vil finde mig selv
– Jeg vil stoppe med at ryge

Du skal være klar over, hvad det er, du vil ændre for at opnå målet, og hvad det giver dig at opnå målet! Eksempelvis med målet ” jeg vil finde mig selv” skal du stille dig selv tillægsspørgsmålet ”hvad vil det give mig, at jeg finder mig selv” Det er her motivationen kommer frem og giver energi til at nå dit mål.

Du er også nødt til at lave en plan med delmål, der sikrer, at du er på rette vej for at gennemføre dit nytårsforsæt. For hvis der ikke er delmål, ved du ikke hvor tæt du er på dit mål og kan derfor ikke nyde din succes mod målet.

Hvis du har mange nytårsforsæt, så accepter, at du ikke kan nå dem alle fra 1. januar, forandringer kræver tid og skal arbejdes med og mærkes for, at du får en succes. Så prioriter, hvilket et, der er det vigtigste og start med det, og når du er i mål så start på det næste. Men lav en plan med målbar udvikling og tid for at være i mål.

Jeg vil anbefale at du tager dit nytårsønske, og laver det til en nytårsforsæt med motivation, for lyt til dit ønske, det er en stemme i dig, der ønsker forandring. Du kan effektivt lave en plan ved at gennemgå disse 5 punkter som er en målsætning med processen SMART.

• Specifikt – du skal vide præcis, hvad du vil med dit mål?
• Målbart – Jo mere du kan måle dine fremskridt med delmål, jo mere motivation får du. F.eks. hvornår ved du, at du er lykkelig?
• Attraktivt – Find dine værdier og drømme for målet, så bliver motivationen nemmere at fastholde. F.eks. hvis du vil tabe dig, så stil dig selv spørgsmålet, hvad vil det betyde for dig, når du har tabt dig?
• Realistisk – Er det realistisk? Find noget, som du tror du vil kunne klare, men også noget du skal kæmpe for, du skal jo bruge hele 2017 på det og ikke kun de første 3 uger i januar måned.
• Tidsbestemt – Find et tidspunkt, hvor du vil have klaret dit mål.

Det bedste du kan gøre er at dele ovenstående 5 punkter med en anden, som kan holde dig op på punkterne løbende.

Jeg bliver ofte spurgt om det er godt, at være flere om samme nytårsforsæt, og man har en buddy. Mit svar til dette er, at du skal gøre det for dig selv! Hvis du gør det sammen med andre, er der en risiko for at din motivation ryger ned på samme tid som den anden, og du risikerer at få en ”partner in crime”. Målet skal være for din skyld, for at du har den rette motivation, og det er kun dig selv, der kan tage ansvar for din egen udvikling.

Med nytårsforsæt er det vigtigt at fastholde sin tilstand om at ønske forandring. Det er kun dig selv, der er ansvarlig over din tilstand. Eksempelvis kan en anden ikke sætte dig i en offerrolle, det kan du kun selv ved at acceptere, at du er i en offerrolle, og det er kun dig selv, der kan fortælle dig, at du ikke vil være i den offerrolle. Så hold fast i din tilstand om motivation, det er kun dig, der kan tage ansvar om dit liv, dine drømme og dit mål.

Hvis dit nytårsforsæt i en periode giver modstand, så gå tilbage til din plan og gennemgå den med en anden, og få motivationen tilbage ved at finde ud af, hvad det var du egentlig ville opnå. Måske skal der ændres en smule i planen, men hold fast i at du ønsker forandringen.

Jeg ønsker jer alle et lykkebringende nytår i 2017.

- See more at: http://renelvestergaard.nu/2016/12/31/har-du-et-nytarsfortsaet-eller-et-nytarsonske-uden-en-plan/#sthash.OE53TmhD.dpuf
af René Lillelund Vestergaard         https://www.onlinecoachingoghypnose.dk
Copyright 2003-2019: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.