NÅR KAMP ELLER FLUGT IKKE ER MULIG - SÅ UDVIKLES TRAUMET

- artikel af Anna Maria Olsen

 

De fleste kender til kamp/flugt responset, men kender du til den sidste mulighed?


Når du kommer i en situation, hvor dit alarmberedskab tændes, som f.eks. når du oplever angst, så rejser det sympatiske nervesystem i dig.
Du oplever hjertebanken fordi hjertet slår både hurtigere og hårdere, din vejrtrækning ændres således at du kan få endnu mere ilt ned i lungerne og med hjerteslaget videre rundt i kroppen - ud til muskler og hjerne.


Dette er et helt normalt fysiologisk respons fordi dit nervesystem har brug for at du beskytter dig enten med kamp eller flugt.
Hjernen har brug for ilt for at du kan tænke klart, og musklerne har brug for ilt for at du enten kan tage benene på nakken eller tage kampen op mod det der truer dig som f.eks. sabeltigeren.


Hvis hverken kamp eller flugt er en mulighed, så har dit nervesystem en sidste udvej, som er at lukke ned, også kaldet frys.
Det er i naturen en hensigtsmæssig sidste udvej, for det gør at du ikke mærker smerte, når sabeltigeren spiser dig.
Der er også den mulighed, at sabeltigeren slipper sit greb i dig fordi du er "død" og kedelig og løber videre.
Når sabel tigeren er væk kan du "vågne op" og tage flugten.


I naturen ses frysresponset ofte.
Din kat har måske leget med en mus, men når musen er "død" og kedelig, slæber den musen hjem til dig.
Pludselig vågner musen op, ryster sig og suser hen over dit køkkengulv.
Det at musen ryster sig er meget essentielt.


Men hvorfor bliver dyrene ikke traumatiseret, når vi mennesker ofte bliver det efter at have været gået i frys?
Svaret ligger i at de "får rystet det af sig" bogstaveligt talt.
Det der sker er at dyret får brugt den energi der var blevet mobiliseret til kamp eller flugt ved at udlade energien ved at ryste.
Man kan sige at rystelserne er en form for genstart af dit nervesystem, så du kan leve videre helt uden at et traume udvikles.


Hvor vil jeg så hen med det?
Du møder jo ikke sabeltigere i din hverdag, tænker du måske.


Forestil dig at sabeltigeren er et trafikuheld, hvor du ligger fastklemt eller et voldeligt overfald af en som er større og stærkere end dig og som holder dig fast.
I disse situationer drejer det sig om liv eller død og dit sympatiske nervesystem rejser sig for at give dig mulighed for at overleve ved enten at flygte eller kæmpe.
Men da hverken kamp eller flugt er mulig, er der kun frys tilbage.
Når redningen kommer til dig og du "vågner op" er det ikke altid muligt at gennemføre rystelserne helt til ende, og energien kan ikke slippe ud.
Måske ligger du fastspændt på et spineboard eller har fået noget beroligende.
Systemet kan ikke reboote korrekt.
Energi kan ikke forsvinde, så når energiprocessen ikke har mulighed for at løbe til ende, så lagres den i dine nerver og væv.
Muligheden for at udvikle et traume er således til stede.


Traumer behøver ikke at være store ulykker eller overfald.
Det kan være mindre ting som et tandlægebesøg eller en planlagt operation, hvor du f.eks. skal have fjernet mandler.
Hver gang dit system mobiliserer dit sympatiske nervesystem hvor kamp eller flugt ikke er mulig er der risiko for at du går i frys og ikke får mulighed for at udlade den ophobede energi og mulighed for at udvikle et traume er nu til stede.


Nu tænker du nok:
Jammen er vi så ikke alle traumatiseret i større eller minde grad?
Det er meget sandsynligt, er min korte version af et svar.
Den gode nyhed er, at der findes metoder til at løsne disse traumer og give kroppen mulighed for at løbe sine processer til ende, og få genstartet systemet korrekt igen.
Den mest effektive og samtidig blide metode til at løsne traumer som jeg kender, er den biologiske traumeterapi og kombinerer man denne med hesteassisteret terapi, er der gode udsigter til at du kan få bearbejdet dine traumer helt uden at blive retraumatiseret.


Jeg har selv fået bearbejdet mange af mine traumer på denne måde, og har efterfølgende brugt metoden på flere af mine klienter med overbevisende resultater.


Hvis du vil læse mere om mine ydelser og metoder, så tag et kig på min hjemmeside: www.stald-amol.dk


af Anna Maria Olsen         http://stald-amol.dk/index.html
Copyright 2003-2019: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.