Rug mætter bedst

- artikel af Nyt Aspekt - tidsskrift for sind · krop · ånd

Rug mætter bedst

De fleste ved, at rugbrød mætter mere end hvedebrød. Men vidste du, at selv brød, der er bagt på hvidt rugmel, mætter bedre end hvedebrød med rugklid?

Opdagelsen kommer fra Lunds Tekniska Högskola. Det tilføjes, at såvel insulin- som blodsukkerværdier er bedre efter spisning af rugprodukter - både grød, brød og kerner - end efter indtagelse af hvedeprodukter.

Mætheden gav samtidig forsøgspersonerne et nedsat behov for mad ved det efterfølgende måltid. De, der havde spist kogte rugkerner, spiste 16 % mindre. En reduktion, der modsvarer seks kilo fedt pr. år. Ruggrød og rugkerner var de mest effektive til at holde sulten på afstand.

Bag studierne står Lisa Rosén, doktor i industriel ernæringslære og levnedsmiddelkemi. Hun understreger, at der er forskel på effekten af rugsorterne, og at butikkerne normalt sælger produkter med en blanding. Rosén anbefaler fuldkornsrug, fordi både fibre, vitaminer, mineraler og antioxidanter så er bevaret.

Svenske forskere håber nu på at kunne skræddersy brød til mennesker med risiko for at udvikle diabetes 2.

Kilde: Idétidskriften C

Nyt Aspekt & Guiden Nr 4 2010


af Nyt Aspekt - tidsskrift for sind · krop · ånd         http://www.nytaspekt.dk
Copyright 2003-2024: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.