

En svamp lindrer depression
- artikel af Nyt Aspekt - tidsskrift for sind · krop · åndEn svamp lindrer depression
- og giver dybe åndelige oplevelser.
Psilocybin er et stærkt psykoaktivt stof, der findes i den lille svamp spids nøgenhat, Psilocybe semilanceata. Forskere tester nu, om stoffets hallucinogene virkninger både kan lindre psykiske lidelser og give mere indsigt i menneskets bevidsthed. En videnskabelig konference om psykedeliske stoffer - den største i 40 år - har lige været afholdt i USA.
Selv forsøgsdeltagere uden alvorlige følelsesmæssige eller fysiske problemer fortalte om dybe oplevelser ved brugen af stoffet. Efterfølgende berettede mange om positive ændringer i følelsesliv og adfærd, og efter 14 måneder så de fleste begivenheden som en af de fem mest betydningsfulde i deres liv.
Kræftramte og depressive, som fik psilocybin, følte sig frigjort fra kroppen og som en del af en større bevidsthed, hvor bekymringerne forsvandt. Deres oplevelser lignede på mange måder religiøse og mystiske oplevelser.
Disse forsøg, udført af Roland Griffiths, professor i adfærdsbiologi på universitetshospitalet Johns Hopkins, er fulgt op af forsøg ved University of California. Her beskrev psykiateren Charles S. Grob psilocybin som en eksistentiel medicin, der hjalp døende med at overvinde angst, panik og depression.
- Under indflydelse af hallucinogener forlader man kroppen, oplever en tilstand af egodød og vender tilbage med et nyt perspektiv og en dyb forståelse for et af livets grundvilkår: forandring, fortæller Grob.
Alle forsøg foretages under strenge forholdsregler og sikkerhedsforanstaltninger. Her i Danmark er det forbudt at være i besiddelse af svampen og forhandle den.
Kilde: Politiken
Nyt Aspekt & Guiden Nr4 2010
af Nyt Aspekt - tidsskrift for sind · krop · ånd
