D-vitamin - ja eller nej?

- artikel af Nyt Aspekt - tidsskrift for sind · krop · ånd

D-vitamin - ja eller nej?

Vitamin D er i de senere år ofte blevet fremstillet som en mirakelmedicin mod bl.a. kræft, diabetes, sklerose og gigt. Men både Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse udtaler nu, at de videnskabelige beviser mangler.

Den nye anbefaling fra styrelsen er, at gravide, spædbørn op til to år, mennesker, der går tildækket, samt ældre over 70 år kan have et behov; men for resten gælder, at hvis man lever sundt, får 2-300 g fisk om ugen og moderat med sol, har man ikke brug for tilskud.

Danskerne har ellers taget vitaminet til sig og bestiller i dag ti gange så mange D-vitamin-analyser hos lægen som for fem år siden. Det ønsker Sundhedsstyrelsen sat en stopper for.

Fra Vitalrådet lyder helt andre toner: En kæmpestor undersøgelse, offentliggjort i British Medical Journal, har påvist, at D-vitamin reducerer risikoen for tyktarmskræft.

Over en halv million mennesker fra ti europæiske lande blev fulgt igennem ti år. Efter de ti år havde 1.250 fået tyktarmskræft, men det var først og fremmest dem med lavt indhold af D-vitamin i blodet, der var blevet syge.

Vitalrådet anbefaler solen som den vigtigste kilde til D-vitamin og tilskud i vinterhalvåret. De fleste forskere siger 50-100 mikrogram om dagen.

Kilder: Søndagsavisen og Vitalrådet

Nyt Aspekt & Guiden Nr6 2010

af Nyt Aspekt - tidsskrift for sind · krop · ånd         http://www.nytaspekt.dk
Copyright 2003-2024: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.