En historie om ikke at turde ønske det bedste i livet

Da jeg var en lille pige, fik jeg altid at vide, at jeg var så nem. Det var jeg også, for jeg stillede ingen krav til min omverden.
Jeg tog imod det, den havde at tilbyde mig, men jeg bad sjældent selv om noget. Jeg følte, jeg havde det, jeg skulle bruge, og materielle ting sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var ikke sådan et barn, der plagede for at få en masse legetøj eller smart tøj.

Dengang jeg var barn, gik vi ikke i børnehave, så der var masser af børn på gaden at lege med og de lege, vi legede krævede ikke dyrt og moderne legetøj. Mine forældre havde travlt og var optaget af deres gøremål, så jeg legede med de andre børn og passede ellers mig selv.

Da jeg var 3-4 år gammel legede vi ofte ”far, mor og børn”, en leg jeg elskede at lege. Jeg manglede en dukkevogn at køre min dukke i, så til min fødselsdag ønskede jeg mig en stor dukkevogn med kaleche. Jeg drømte længe og intenst om dukkevognen og kunne næsten ikke vente til, det blev min fødselsdag.

Endelig fyldte jeg år. Jeg vågnede meget tidligt om morgenen og resten af huset sov. Jeg listede ned i køkkenet, og der fik jeg øje på en dukkeklapvogn. Den var fin, den var flot, det var bare overhovedet ikke sådan en, jeg havde ønsket mig. Jeg listede op i seng igen, og der lå jeg og græd og sørgede over, at jeg ikke fik den dukkevogn med kaleche, som jeg havde ønsket mig så meget i så lang tid.
Senere da jeg stod op igen, og jeg fik overrakt fødselsdagsgaven lod jeg som om, jeg var glad for den. Jeg kunne ikke nænne at vise min skuffelse og berøve min mor hendes glæde ved at give mig en fin ny klapvogn.

Jeg havde en legekammerat, som havde en cykel. Den fik jeg lov til at låne, og jeg cyklede og cyklede rundt på hendes cykel. Til min 7 års fødselsdag ønskede jeg mig en rigtig pigecykel, så jeg kunne få min helt egen første rigtige cykel. Jeg fik en minicykel.

Da jeg blev ældre og måtte køre på knallert, så ønskede jeg mig en puck maxi. Egentlig så ønskede jeg mig en puck flagskib, men det vidste jeg godt var udenfor rækkevidde. Puck maxi knallerten var det store hit dengang, og sådan en havde mange af mine kammerater. Da min far kom hjem fra arbejde på min 15 års fødselsdag, tog han mig med ud og køre en tur. Jeg var meget forventningsfuld og håbede inderligt, at vi skulle hente en ny puck maxi knallert et sted.
Det var også en knallert, vi kørte efter. Men ikke en puck maxi. Jeg fik i stedet for en brugt knallert af tvivlsomt mærke. Jeg blev meget skuffet og ked af det. Jeg kunne ikke skjule mine følelser overfor min far. Han sagde, jamen du skal da være glad over, at du overhovedet får en knallert. Og på en måde havde han jo ret. Jeg kørte på knallerten hjem. Da jeg kom hjem, spurgte min mor, om jeg var tilfreds med den. Ja, svarede jeg.

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå, hvorfor jeg ikke måtte få det, jeg mest ønskede mig – især når jeg havde så få ønsker, som jeg havde. Det var ikke fordi, der ikke var råd til det, for mine forældre havde begge arbejde, og vi var en velstillet familie. Jeg fik aldrig rigtig nogen forklaring på det. I dag tror jeg, de gjorde det ud fra en logisk tankegang, de gav mig det, som de synes var det bedste og mest fornuftige.

De oplevelser kom til at præge mit liv i mange år. Inden i mig blev den logiske forklaring, at jeg nok ikke fortjente at få mine ønsker opfyldt. Det er en stærkt begrænsende overbevisning at slæbe rundt med, for det betød, at jeg ikke undte mig selv det bedste. Jeg kom også til at tvivle på, om det overhovedet kunne betale sig at ønske mig noget, for det gik jo alligevel aldrig i opfyldelse.

Så når folk spurgte mig, hvad jeg ønskede mig i fødselsdags- eller julegave, så kunne jeg ikke finde på noget. Så gav de mig et eller andet tilfældigt, som jeg slet ikke ønskede mig. Men jeg undgik at mærke skuffelsen over ikke at få det, som jeg mest ønskede mig.

Når jeg fx tog i byen for at købe nyt tøj til mig selv, så endte det tit med, at jeg kom hjem med nyt tøj til børnene og ingenting til mig selv. Jeg undte ikke mig selv nyt tøj, jeg ville meget hellere glæde mine børn, for jeg vidste jo, hvordan det er at være et barn, som ikke får sine ønsker opfyldt, og den oplevelse skulle mine børn skånes for.

Heldigvis så jeg har ikke haft økonomi til at købe alt det til mine børn, som de ønskede sig, så tit måtte jeg jo sige nej. Det er jeg glad for i dag, ellers havde jeg jo forkælet dem urimelig meget, og det er heller ikke særlig sundt.

Igennem personlig udvikling og bevidst arbejde med mig selv, har jeg fået balancen genoprettet, så i dag tør jeg godt ønske mig det, jeg allerhelst vil have, fordi jeg kan håndtere risikoen ved ikke at få mine ønsker opfyldt. Får jeg ikke mit ønske opfyldt, så kan jeg blive lidt ked af det, men det går hurtigt over igen. Det der fylder mest i mig er glæden og taknemmeligheden over alle de ønsker, jeg får opfyldt.
- artikel af Lene, NLP-kompetence, Kommentar