Det konstruktive spejl til sårbare og vingeskudte

- artikel af Psykoterapeut og parterapeut Katrine Boeck

Alt så ud til, at jeg skulle have en super karriere og et godt socialt liv – men noget gik galt i starten af 20´erne, hvor jeg pludselig blev mere og mere syg.

For mig var det svært at opdage og erkende, at jeg rent faktisk var vingeskudt, og siden at håndtere, at jeg kører i et andet gear, end man normalt gør i et moderne samfund. Jeg har skullet lære at forholde mig til min vingeskudthed og håndtere dens belastninger og følelsesmæssige tilstande på mange niveauer. Bl.a. har det været behæftet med stor skam at være flyvende i en eller anden grad, men altid i mit eget nedsatte tempo – ved siden af flokken.

Dem, der er kommet til mig i min psykoterapeutiske praksis, har som jeg ikke kunnet flyve på alle motorerne, hvilket har givet mange scenarier med sygemeldinger, fysisk og følelsesmæssig smerte og forvirring.

Mit vedholdende arbejde for at skabe en identitet for mig selv som vingeskudt, er en erfaring, jeg arbejder på at få ud at virke blandt andre. Via min praksis, og via en bog, jeg har skrevet om dette arbejde.

Bogen udspringer fra de erfaringer, jeg har med dårlig spejling af min egen og andres vingeskudthed. Det er bestyrtende at læse om mennesker, der mødes på de mest nedværdigende og mekaniske måder uden sjæl og ånd, men i stedet af kasse tankegange. For ikke at snakke om alt for kortsigtede perspektiver.

Jeg havde selv brug for et andet spejl end det, vi har i det danske samfund og i vores opvækst. Et spejl, der kunne samle trådene og (an)vise mere langvarige aspekter i forhold til ikke at kunne præstere og følge med.

Men i mange år følte jeg mig meget alene med det behov, fordi det spejl ikke var til at finde trods intens søgen. Det har således været virkelig svært at kunne identificere kompetent hjælp til at skabe sådan et spejl, fordi der er så meget fokus på hurtige og kortvarige løsninger over alt.  

Så i stedet udviklede jeg det selv – altså spejlet, der rummer og opfordrer til længerevarende muligheder. Og jeg bruger spejlet i mange sammenhænge. Med unge mennesker, voksne, seniorer, rige, fattige. Privat og professionelt.

For jeg oplever, at der er så hårdt brug for det. Og jeg bekræftes i min hverdag af dem, der vokser sig smukke i spejlet. Ikke ´vokser´ som i vækst, der er presset frem, men som gromuligheder, der pibler frem alene ved at sætte et andet spejl frem end det, de fleste mennesker har – i deres hjem, på arbejdspladsen mv. Det spejl kan vi ikke bruge mere, for det er et alt for hårdt spejl psykologisk set. I det spejl kan vi kun fejle og aldrig være tilstrækkelige og gode nok. Være rigtige. Ja jeg hører ofte i mange sammenhænge, at forkerthedsfølelsen banker på. Det at mislykkes i noget. Og her synes jeg, at vi må stille et godt spejl op, hvor folk lykkes, uanset hvad de har bedrevet.

Mange beretter – og jeg kender det fra mig selv og vingeskudte bekendte og venner – at ”man” ikke har følt sig set (som følge af manglende anerkendelse).

Det spejl, jeg selv har kæmpet for, har jeg villet forsøge at skabe i min praksis med klienter og i bogen – med det formål at se og rigtiggøre vingeskudte mennesker.

Synes du det lyder spændende, så ring og hør, om psykoterapi, parterapi, familieterapi eller coaching kunne være noget for dig/jer. Du kan også købe bogen på dette nr. Tlf 23206983.

Bedste hilsener

Katrine Boeck

Parterapi, familieterapi, coaching, psykoterapi i Gribskov - Gilleleje - Helsinge - Frederiksværk


af Psykoterapeut og parterapeut Katrine Boeck         http://www.coachcare.dk
Copyright 2003-2024: Behandlerlisten.dk. All rights reserved.