Akupunktur
Akupunktur er en behandlingsmetode fra Kina og andre dele af Fjernøsten, som bygger på anvendelsen af nåle, der stikkes ind i akupunkturpunkter. Ifølge den traditionelle kinesiske forklaring, der er et par tusinde år gammel, siges akupunkturnålene at genoprette kroppens normale energibalance, qi. Princippet i akupunkturbehandlingen er, at akupunktøren indsætter tynde nåle i bestemte punkter på patientens hud for at forebygge eller behandle bestemte sygdomme.
Dette forsøges ved at normalisere balancen mellem yin og yang. Selve udtrykket akupunktur stammer fra to latinske ord: ”Acus”, der betyder nål eller spids, og ”punktur” der kommer af ”pungere”, der betyder at punktere eller stikke. Betegnelsen akupunktur er således en vestlig konstrueret term, selv om det i dag er blevet en international anvendt betegnelse for behandlingsmetoden. I Kina bruger de udtrykket ”Zhen”.
Metoden er en central del af den traditionelle kinesiske medicin (TKM) og har rødder i daoismen. Ifølge TKM findes der i kroppen 12 energibaner, de såkaldte meridianer. I dag er der flere læger der mener, at de 12 meridianer ikke er energibaner, men derimod de 12 kranienerver (cervikalnerver), der udspringer fra rygmarven og forsyner alle dele af kroppen via det autonome nervesystem.
|